I
Nunarput, utoqqarsuanngoravit
Niaqqut ulissimavoq qiinik.
Qitornatit kissumiaannarpatit
Tunillugit sineriavit piinik.
II
Akullequtaasutut merlertutut
Ilinni perortugut tamaani
Kalaallinik imminik taajumavugut
Niaqquit ataqqinartup saani.
III
Atortillugillu tamaasa pisit
ingerlaniarusuleqaagut,
nutarterlugillu noqitsigisatit
siumut, siumut piumaqaagut.
IV
Inersimalersut ingerlanerat
tungaalittiterusuleqaarput,
oqaatsit "aviisit" qanoq kingunerat
atussasoq erinigileqaarput.
V
Taqilluni naami atunngiveqaaq,
kalaallit siumut makigitsi.
Inuttut inuuneq pigiuminaqaaq,
saperasi isumaqaleritsi.
|
1
[nʉ.nɑp.put‿ʉ.tɔq.qɑs.su.aŋ.ŋo.ʁa.vit]
[ni.ɑq.qut‿ʉ.lis.sy.ma.vɔq qiː.nik]
[qi.tɔn.na.tˢit kis.su.mi.aːn.nɑp.pa.tˢit]
[tʉ.niɬ.ɬu.ɣit si.nə.ʁi.a.vit piː.nik]
2
[a.kuɬ.ɬə.qu.taː.sʉ.tʉt məɬ.ɬət.tʉ.tʉt]
[i.lin.ni pə.ʁɔt.tu.ɣut ta.maː.ni]
[ka.laːɬ.ɬi.nik ym.mi.nik taː.ju.ma.vu.ɣut]
[ni.ɑq.qu.it a.tɑq.qi.nɑt.tup saː.ni]
3
[a.tɔt.tˢiɬ.ɬu.ɣiɬ.ɬu ta.maː.sa pi.sit]
[i.ŋəɬ.ɬa.ni.ɑ.ʁu.sʉ.lə.qaː.ɣut]
[nʉ.tɑt.təɬ.ɬu.ɣiɬ.ɬu nɔ.qit.tˢi.ɣi.sa.tˢit]
[si.u.mut si.u.mut pi.u.mɑ.qaː.ɣut]
4
[i.nəs.sy.ma.ləs.sʉt i.ŋəɬ.ɬa.nə.ʁat]
[tu.ŋaː.lit.tˢi.tə.ʁu.sʉ.lə.qɑːp.put]
[ɔ.qaːt.tˢit a.viː.sit qa.nɔq ki.ŋu.nə.ʁat]
[a.tʉs.sa.sɔq ə.ʁi.ni.ɣi.lə.qɑːp.put]
5
[tɑ.qiɬ.ɬʉ.ni naː.mi a.tuŋ.ŋi.və.qɑːq]
[ka.laːɬ.ɬit si.u.mut ma.ki.ɣit.tˢi]
[i.nʉt.tʉt i.nʉː.nəq pi.ɣi.u.mi.nɑ.qɑːq]
[sa.pə.ʁa.si i.su.mɑ.qa.lə.ʁit.tˢi]
|
I
Vort ældgamle land under isblinkens bavn
med lysende snehår om dit hoved!
Du trofaste moder, som bar os i din favn,
mens dine kysters havvildt os du loved.
II
Som umodne børn er vi grot av din jord,
hos dig voxet op, blandt dine fjælde.
Vort navn er Kalâtdlit, i sagnets dybe spor
ærværdigt for dit hvide åsyns ælde.
III
Og alt mens din rigdom blev brugt til vor gavn,
vi længtes mod verdens nye former.
Forløst fra de snærende bånd i hjemmets stavn
nu fremad, frem mod fjærne mål vi stormer.
IV
I voxne nasjoner, stræk ud jeres hånd!
Jert spor vi nu længes snart at følge.
En verden av bøger skal mane frem den ånd,
som bær os op på nykulturens bølge.
V
Umuligt nu længer at dvæle i ro –
Kalâtdlit, stand op! Det ny imøde!
Som fribårne mennesker herefter vil i gro;
begynd at tro på evnens morgenrøde!
|
I
Vort ældgamle land under isblinkens bavn
med lysende snehår om dit hoved!
Du trofaste moder, som bar os i din favn
mens dine kysters rigdom du os loved.
II
Som halvvoksne børn er vi groet af din jord
og trygt vokset op blandt dine fjelde,
vi kalder os kalaallit i landet, hvor vi bor
ærbødigt for dit hvide åsyns ælde.
III
Og alt mens vi bruger dit bugnende flor
vi længes mod verdens nye former,
vi fjerner hver hindring, som hæmmer dig, vor mor
og frejdigt frem mod fjerne mål vi stormer.
IV
De fremskredne folk et eksempel os gav
og det vil vi også stræbe efter,
mens bøgernes verden er vores vandringsstav,
som bær os frem og giver nye kræfter.
V
Umuligt nu længer at blive i ro,
kalaallit, mod store mål vi stævner.
Som fribårne folk vi i landet vil bo;
begynd at tro på jeres egne evner.
|
๑
ประเทศของเรานั้นเก่าแก่าช้านาน
บนหัวของเราเต็มไปดด้วยผมสีขาว
ผู้คุ้มเรา เหล่าบุตรของเจ้าไว้ในอ้อมอกเสมอ
และมอบความมั่นคั่งแก่ชายฝั่งให้แก่เรา
๒
ดังเช่นบุตรคนกลางที่เติบโตในครอบครัว
ที่นี่เราเบ่งบาน
เราจึงเรียกชื่อตนว่า กาลาลลิต
ต่อหัวหน้าที่ภูมิใจในศักดิ์ศรีของเจ้า
๓
With a burning desire to develop what you have
to give, renewing,
removing your obstacles
our desire to move is forward, forward.
๔
The way of matured societies
is our zealous goal to attain;
the effect of speech and letters
we long to behold
๕
ความเจียมตัวไม่ใช่วิถีของเรา
กาลาลลิต ตื่นขึ้นมาพร้อมกับความภูมิใจ!
ชีวิตที่งดงามคือเป้าหมายของเรา
จงยืนหยัดอย่างกล้าหาญเถิด
|
