Tomat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tomat
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Solanales (Natskygge-ordenen)
Familie Solanaceae (Natskygge-familien)
Slægt Solanum (Natskygge)
Art S. lycopersicum
Synonymer
Lycopersicon esculentum
Hjælp til læsning af taksobokse

Tomat (Solanum lycopersicum) er en enårig urt med en opret, men senere nedliggende vækst. De gule blomster er samlet i små stande. Frugterne er store bær, som først er lysegrønne, men som bliver gule, orangerøde eller røde ved modenhed. Planten bliver dyrket på grund af disse frugter. Alle dele af planten er giftige, med undtagelse af frugterne (tomaterne).

Tomaten er en frugt, men handelsmæssigt er den en grøntsag. USA's højesteret har i sagen 'Nix v. Hedden' tilbage i 1893 afgjort, at tomaten er grøntsag, selvom den botanisk set er en frugt.

Tomaten (frugten på planten) har et vandindhold på over 90 %. Frøene passerer uskadt gennem dyrs og menneskers tarm, hvad man kan se på slamdepoter fra renseværkerne.

Verdensproduktion[redigér | rediger kildetekst]

Top 10 producenter af tomat 2018[1]
Land Produktion (Ton)
Kina Kina 61.523.462
Indien Indien 19.377.000
USA USA 12.612.139
Tyrkiet Tyrkiet 12.150.000
Egypten Egypten 6.624.733
Iran Iran 6.577.109
Italien Italien 5.798.103
Spanien Spanien 4.768.595
Mexico Mexico 4.559.375
Brasilien Brasilien 4.110.242

Beskrivelse[redigér | rediger kildetekst]

Tomat er en enårig plante med en opret, men senere nedliggende vækst. Stængler og blade er tæt besat med hår og kirtler. Bladene sidder spredt, og de er fligede med helrandede lapper. Over- og underside er ensartet grågrønne.

Blomstringen indledes så snart planten har samlet kraft nok, og den fortsætter helt ind i efteråret. Blomsterne er samlet i små stande, som dannes i bladhjørnerne. De enkelte blomster er gule og regelmæssige. Frugterne er store bær, som først er lysegrønne, men som bliver gule, orangerøde eller røde ved modenhed.

Rodsystemet er kraftigt, men må ofte give op overfor plantens store vandbehov, når den dyrkes under glas.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 2 x 0,5 meter (200 x 50 cm/år).

Tomater
Veludviklet tomat, plukket ved modenhed (se løsningsranden på stilken).

Hjemsted[redigér | rediger kildetekst]

Tomatplanten er hjemmehørende langs vandløb i Andesbjergene, hvor den er pionerplantegruset, veldrænet bund.

Den dyrkede tomats hjemsted lader sig ikke længere finde, men en meget nær slægtning eller muligvis en del af tomatens oprindelse, Solanum pimpinellifolium, vokser i vådområdet Zona Reservada Pantanos de Villa, som ligger nær Stillehavskysten i distriktet Chorrillos syd for Lima, Peru. Her findes den sammen med bl.a. tagrør, vandkrans, bermudagræs, butbladet azolla, Equisetum giganteum (en padderokkeart), Galium hypocarpium (ensnerreart), Lythrum maritimum (en kattehaleart), muslingeblomst, parasolplante, Polygonum hydropiperoides (en pileurteart), Roppia maritima (en guldkarseart), spinkel vandaks, storfrugtet natskygge og Vigna luteola (en bønneart)[2]

Domesticering og forædling[redigér | rediger kildetekst]

De kendte tomatsorter er efterkommere af kromosomfordoblede planter, som blev dyrket i Sydamerika før europæernes ankomst. Efter 1492 blev den bragt til Europa af de opdagelsesrejsende sammen med mange andre "nye" planter som majs, kartoffel og tobak.

Anvendelse[redigér | rediger kildetekst]

Tomaten har et højt indhold af A- og C-vitamin. Tomater anvendes i madlavning, og den bruges i vidt omfang i fødevareindustrien til fremstilling af en lang række færdigretter, jf. ketchup, chutney, tomatkoncentrat og diverse færdigretter foruden tomatsovs og tomatsuppe.

En gensplejset tomat med et højt indhold af flavonoider er udviklet, men er ikke markedsført.[3]

Der findes mange forskellige sorter, for eksempel kan nævnes cherrytomater, blommetomater og bøftomater.

Under festivalen Tomatina i den spanske by Buñol i Valencia-regionen deltager omkring 30-40.000 i omfattende tomatkampe under den årlige festival, der afvikles sidste onsdag i august og involverer anvendelsen af omkring 120 tons tomater.[4]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Food and Agriculture Organization of The United Nations. "FAOSTAT" (engelsk). Hentet 20. oktober 2020.
  2. ^ Diego Shoobridge: Perfil de Área Protegida – Perú. Zona Reservada Pantanos de Villa – en grundig gennemgang af reservatets flora og fauna på (spansk)
  3. ^ Auberginefarvede tomater forlænger livet hos mus Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine, fra www.planteforskning.dk
  4. ^ https://www.theatlantic.com/photo/2017/08/la-tomatina-2017/538467/
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.


Søsterprojekter med yderligere information: